Hvorvidt morfologisk okklusion har en sammenhæng med funktionsforstyrrelser i muskler og kæbeled, har været genstand for stor diskussion i litteraturen. Formålet med nærværende oversigt er at beskrive potentielle sammenhænge mellem afvigelser i den morfologiske okklusion, tyggefunktion og eventuel
temporomandibulær dysfunktion (TMD). Morfologisk okklusion er et komplekst begreb, og den ændrer sig livet igennem. TMD er også en kompleks tilstand,
som er multifaktoriel med mange prædisponerede, initierende og fastholdende faktorer. Morfologiske okklusionsafvigelser som ekstremt horisontalt
maksillært overbid, anteriort åbent bid og lateralt krydsbid kan have en sammenhæng med ændringer i tyggemuskelaktiviteten, mindre antal tandkontakter og lav bidkraft, som kan føre til ringere findeling af fødepartikler under tygning. Ved dybt bid ses der ofte ingen forskel i okklusal kontakt, tyggemuskelaktivitet og bidkraft sammenlignet med neutral okklusion.
Dog ses ændret smertefølsomhed ved dybt bid. Der er ingen klar eller direkte sammenhæng mellem morfologisk okklusion og TMD, men okklusionsafvigelser
i kombination med andre faktorer relateret til tyggefunktionen samt smerte kan have en betydning ved TMD. Generelt må det fastslås, at ortodontisk
behandling hverken kan forårsage eller helbrede TMD. Men korrekt diagnostik og udført ortodontisk behandling kan bedre tyggefunktionen og øge bidkraften
samt reducere eksisterende symptomer og fund på TMD i specifikke og selekterede tilfælde.